Året 2002 set med formandens øjne

Når jeg ser tilbage på alle de indlæg der her været i aviserne og på Internettet så har det igen været et meget aktivt år for FSUI.

Vi har med udgangspunkt i klubhuset igen formået at skabe aktivitet i vores lille lokalområde til gavn for rigtig mange.  Det er i sig selv ikke et mål at blive stor, men at så mange som mulig får glæde af vores tilbud.

Hovedbestyrelsen og Fodboldbestyrelsen har her i efteråret afholdt 2 seminar møder, hvor vi har fokuseret på fodboldens fremtid i FSUI.   Det har været møder der har slået fast at vi faktisk er ret godt kørende og måske kun snakker om luksus problemer.  Vi har rigtig mange gode trænere og ledere i denne afdeling.  Netop trænerne og lederne skal vi passe på og prøve på at gøre ”arbejdsforholdene” endnu bedre for.  Arbejdsopgaverne for den enkelte vil blive bedre beskrevet så der kan bruges mere tid på ”nytænkning”

En anden konklusion på disse ”brainstorm møder” er at vi i de kommende år skal sætte fokus på at forbedre det sociale og klubfølelsen, så det bliver endnu bedre.  Det betyder at hver enkelt må starte med at spørge sig selv hvad er det nu lige at jeg bidrager med til fællesskabet. Ikke fordi det i dag er dårligt, men vi skal gøre det bedre.

Sportsligt er et generationsskifte ved at blive gennemført på vores seniorhold i fodboldafdelingen og med alle de nye ildsprudlende mennesker i seniorafdelingen så ser det fornuftigt ud også selv om vi rykkede ned i serie 3. Oldboys har haft en kanonsæson, den bedste nogen sinde med et  amtsmesterskab.  Ungdomsholdene gjorde det også rigtig godt med flere puljesejre og lilleputternes plads mellem de 8 sidste i kampen om Jyllandsmesterskabet som noget specielt.    Men det vigtigste af  det hele.   Spillerne i ungdomsafdelingen har virkelig udviklet sig markant i denne sæson.

Vores 2 andre store aktiviteter, Gymnastik og Petanque har også fortsat stigende tilslutning og er inde i en god udvikling.  Gymnastikken samarbejder fortsat med TUG og det har alle stor glæde af.

Petanqueafdelingen er fortsat en af de største i Ribe amt og har stor aktivitet.  Det er ved at blive bygget nogle traditioner op og denne aktivitet er og bliver en meget vigtig det af FSUI.

Vores klubhus er ved at være for lille, med kun 2 omklædningsrum. Det håber vi på at få bygget lidt større så vi også der kan tilbyde gode vilkår.  

FSUI har sin egen hjemmeside på Internettet: WWW.FSUI.DK  Siden bliver opdateret hver uge og den har været flittig besøgt.  Målet er at siden skal blive endnu mere spændende at klikke ind på.  Har du et indlæg så send det til Ejvind Viuf.

Uden vore mange sponsorer og  gode hjælpere til alle vore ikke sportslige aktiviteter kunne vi ikke have råd til den store sportslig aktivitet.  Derfor en tak til alle der har støttet os på den ene eller den anden måde.  Det er en fornøjelse at arbejde sammen med så mange der vil give en hånd med.   Det er lige fra kridtholdet over kioskpasserne til kontrollører og barfolk ved ballerne.

 Jeg forventer at FSUI fortsat vil kunne tilbyde stor aktivitet og derfor vil der blive fokuseret på disse punkter i de kommende år:

·       Gode vilkår for trænere og ledere

·       Styrke det sociale og klubfølelsen
 

 Med ønske om en god jul og et godt nytår

Claus Kulmbach

 

Målsætninger i FSUI:

bulletFSUI er det naturlige samlingspunkt for lokalsamfundets idrætslige aktiviteter og sociale samvær.
bulletAlle, uanset alder og evner, skal kunne deltage i foreningens aktiviteter.
bulletDet er vigtigt, at alle FSUI`s aktiviteter sker i velordnede fysiske rammer.
bulletFSUI`s ledere og trænere er engagerede, dygtige og veluddannede.
bulletFlest mulige deltager aktivt i de praktiske opgaver i foreningen.